GLIMTVIS er bandet, der balancerer elegant mellem poppens skamløse charme, countryens ærlighed og rockens rå nerve. Deres vokaler og harmonier har referencer til Fleetwood Mac, Civil Wars og Common Linnets, mens arrangementer og instrumentering kan lede tankerne hen på Lenny Kravitz, The Picturebooks og The Cardigans. Det bliver til deres helt egen distinkte og genkendelige GLIMTVIS-lyd.
Glimtvis består af Rikke Egholm Ravn og Rasmus Pedersen – to erfarne musikere, som burde være landet på rette hylde i voksenlivet, men som har svært ved det – det der voksenliv – og alt det, man burde have styr på. Det bliver til personlige og vedkommende sange, som de gerne vil dele med andre, der også kan have svært ved at ”burde”. Sange, der giver en sjældent hørt stemme til de ting, man famler rundt i, når man har et levet liv med sig.
Sammen har Rikke og Rasmus skrevet sange siden 2020 og turneret i Danmark som duo siden 2021, hvor de også udgav deres første to singler i akustisk version. I april 2024 udgav de en EP med seks sange og samme år rejste de til Nashville for at skrive ny musik sammen med 12 forskellige amerikanske sangskrivere. Det blev til albummet The Nashville Confessions, der udkom i september 2024.
GLIMTVIS har spillet mere end 70 livekoncerter i Danmark, Tyskland og USA, bl.a. på Tønder Festival, Midtfyns Festival, Fanø Vesterland, Nashville Nights Songwriters Festival, Freakshow at The Local i Nashville og Crooners Circus i Cincinnati, Ohio. I efteråret 2025 glæder vi os til at byde dem velkommen på Rotationens scene!
You may also like the following events from Rotationen:
Also check out other
Festivals in Holbaek.